Tags

, , , ,

I min sidste blog post skrev jeg om det job interview jeg skulle til. Interviewet gik fantastisk, ikke mindst på grund af den selv-tilgivelse jeg havde skrevet og de selv-korrigerende sætninger for jeg var i stand til at gå igennem job interviewet i selv-tillid og det endte da også med at intervieweren var superbegejstret og lod mig gå videre i processen.

Næste interview er på Mandag og det er dermed med cheferne fra det firma jeg har søgt job hos. Det jeg vil skrive om idag er oplevelsen af at være ’beskidt’ og ’plettet’ fordi jeg kan se at det er endnu en hindring jeg har sat for mig selv, hvor jeg begrænser mig selv og mit gåpåmod på grund af denne følelse af at være beskidt

Dette jeg ser er det følgende (Har skrevet om det i en anden blog men vil tage det til Selv-Tilgivelse here specifikt på det med at være ’beskidt’.:

Da jeg startede i skolen blev jeg drillet fordi mit tøj ikke var moderigtigt og jeg havde svært ved at forstå mode. Jeg forstod ikke hvordan eller hvem jeg skulle være for at blive accepteret af de andre børn. Det var stort set det eneste jeg tænkte på. Jeg var fuldstændigt besat af at blive accepteret og at være en af de seje, men til sidst besluttede jeg mig for at melde mig ud. Jeg dannede en ide om mig selv som en oprører og en der stod udenfor systemet. Jeg havde faktisk været en del af en klike, men jeg følte mig altid udenfor. Jeg følte aldrig jeg kunne være rigtigt sej. Når jeg tænker tilbage på det, er det egentlig noget jeg har oplevet hele mit liv, det her med at opleve mig selv som akavet. Men det startede for alvor da jeg begyndte i skolen og det ”gik op for mig” at jeg ikke var god nok som jeg var.

Da jeg var tretten var jeg ulykkelig og følte mig isoleret og jeg gav op på mig selv. Mit liv var lort, jeg var lort, min familie var lort. Så da begyndte jeg at ryge hash og at forme mig selv som denne her rebelske personlighed. Hele min verden gjorde ondt, men jeg bildte mig selv ind at jeg bare skulle frem, frem, frem – når jeg blev voksen, kunne jeg være og gøre hvad jeg ville så derfor måtte jeg blive voksen og det kunne kun gå for langsomt. Denne her fremdrift, hvormed at jeg forlader (adskiller mig selv fra) en del af mig selv i en erkendelse af at jeg ikke kan bruge den (mig) til noget fordi den er for svag, for sårbar, for ærlig, har været en prominent del af mit liv. Jeg kan se at grunden til at jeg har haft så meget modstand mod at se dette mønster i øjnene har været netop på grund af denne fremdrifts mekanisme hvormed jeg har drevet mig selv frem til at overleve.

Da jeg var fjorten hadede jeg verden, min mor og mig selv. Når jeg gik på gaden følte jeg mig ussel. Jeg følte mig ussel på alle måder. Jeg er ikke helt klar over hvornår denne fordømmelse blev implementeret, men jeg følte mig som en taber. Jeg stjal penge fra min mor og jeg følte mig ussel på grund af det. Hele min krop gik i stå. Jeg blev stiv og trak mig ind i mig selv.

Jeg kan se et mønster nu at chokket da jeg kom i skole førte til accepten af mig selv som en taber. Det var som om at jeg opdagede ”hvem” jeg var – men i virkeligheden var det der skete bare at jeg blev introduceret for systemet, overlevelse i det sociale og i stedet for at blive ved mig selv – at acceptere mig selv som jeg var, gik jeg fuldt og helt ind på at dette var vilkårene for at overleve.

Hashen støttede mig i at blive ved med at isolere mig, at kigge ud på verden inde fra en tåget indre virkelighed af selv-had og skam. Jeg skammede mig over mig selv og mit tøj og at jeg ikke formåede at være cool og afslappet. Jeg skammede mig over min mor og hendes seksualitet og at hun drak. Jeg skammede mig over at bo sammen med min stedfar. Da jeg var elleve eller tolv år år gav jeg op på mig selv. Jeg havde ondt af mig selv. Jeg oplevede mig selv som et offer og jeg bebrejdede min mor og verden for min oplevelse af mig selv. De næste mange år perfekterede jeg denne rebelske personlighed mere og mere, indtil at jeg gjorde mening ud af den ved at tro at jeg var en aktivist der skulle ændre verden. Jeg følte mig enormt revolutionær, men i virkeligheden havde jeg det af lort til indeni . Der var ingenting der gav mening og mest af alt hadede jeg mig selv.

Senere trådte jeg på mange måder ud af den rebelske, ”I am a loser and I love it” personlighed for nu havde jeg endelig fået venner som ”forstod” mig. Men indeni eksisterede jeg i totalt og adeles selv-had. På dette tidspunkt havde jeg ”indkapslet” mit selvhad på en sådan måde jeg kunne leve og fungere noglelunde normalt og jeg drev igen mig selv fremad, fremad, fremad.

Jeg forsøgte at ændre mig selv, at gå ind i forhold og jeg undgik stadig bevidst at have noget som helst at gøre med ”systemet”. I mine tanker var det fordi systemet var ”fucked up” – men i virkeligheden var det fordi jeg desperate længtes efter at være en del af det seje, smarte miljø, at være en smuk og ren kvinde som alle mændene ville have. Min taktik havde været bare at afvise det som jeg så mig selv ude af stand til at være en del af fordi jeg åbenbart var ”beskidt” – ikke ulig min mors oplevelse af hendes hænder som værende grove og pinlige og min mormors skam over at det kun var én del af hendes familie der var fornem.

Hvis jeg så trækker alle disse tråde og mønstre frem til hvordan jeg oplever mig selv nu, er det klart at jeg stadig eksisterer i den personlighed som jeg accepterede mig selv som, da jeg begyndte i skole og fik det første chok. I mine fysiske bevægelser og i hvordan jeg bærer mit tøj, eksisterer jeg stadig som den teenager der gav op på mig selv og som var pissebange for verden og så bange for at være udenfor at jeg meldte mig selv ud.

Igennem mit liv har jeg ydermere skabt et mønster hvor jeg giver op på mig selv på forhånd i en ide om at det er lettere end at tabe. Så det er en manipulerende måde at vinde på ved at sige: ”jamen så fuck jer, så gider jeg heller ikke være med.” Men sandheden var at jeg desperat gerne ville være med. Men jeg havde ingen redskaber eller et bagland til at støtte mig selv med.

Jeg tror at grunden til at jeg ser dette mønster og denne personlighed i øjnene som mig selv nu, er fordi at jeg har fjernet og stoppet det første lag ”fernis”som jeg ladge på mig selv som voksen hvor jeg endelig så mig selv som god nok, som spirituel og sej, men det var altid med dette mønster som bagtæppe. Nu har jeg ikke længere denne personlighed og derfor har jeg intet valg end at se mig selv i øjnene.

Hvordan lever jeg dette mønster i min hverdag.

Når jeg går på gaden afhænger det meget af hvilket tøj jeg har på. Jeg har været god til at klæde mig selv på en måde at jeg i stedet aktiverede en overlegen personlighed. Men så snart jeg så mig selv i spejlet, faldt alt til jorden. Nu fokuserer jeg i stedet på det tøj hvori jeg føler mig tilpas. Men fordi dette tøj som oftest er blødt sports tøj der ikke er særligt feminint eller mode smart er det med til at re-aktivere denne taber personlighed. Det er jo ikke tøjet der gør det, men hvordan jeg identificerer mig selv i det. Jeg ville så gerne kunne klæde mig supersmart, men selv når jeg gør det, ender jeg med pletter og huller på tøjet eller bare føler mig præcsis som jeg gjorde før.

Dette er fordi at jeg har integreret denne personlighed ind i min krop og i min krops holding. Det har derfor også været meget interessant at gå til pilates og dans fordi jeg oplever mig selv helt anerledes dér, end hvordan jeg ser og definerer mig selv igennem sindet.  Det er som to forskellige virkeligheder hvor jeg i dans og pilates ikke kan tage denne personlighed med, for den ville jo sidde i et hjørne og surmule eller slet ikke være dér.

Jeg oplever altså primært dette mønster når jeg er ude eller sammen med andre mennesker. Når jeg er alene er det mere noget jeg oplever igennem tanker.

Der er to specifikke forhold hvor jeg kan se hvordan jeg inennem dette mønster forhindrer mig selv i at vokse og uvikle mig. Det ene er i mit forhold hvor jeg skammer mig overfor min partner, specifikt også i en definition af ham som ”ren” forstået på den måde at han kommer fra ”en god familie”og en familie der har penge og nu studerer jura. Jeg bliver bange for at han vil forlade mig, ikke så meget fordi at jeg så ville være alene, men mere at det at han forlader mig, vil bekræfte at jeg ikke er god nok, at jeg ikke var værd at være sammen med. Det andet er i forhold til det at få et godt betalt job. Jeg har stadig en oplevelse af mig selv som værende en taber. Jeg føler mig stadig ussel. Og dette har specifikt at gøre med de år hvor jeg røg hash og nægtede at være en del af arbejdsmarkedet, for i hemmelighed ville jeg rigtigt gerne, men jeg tillod aldrig mig selv at blive dygtig til noget. Jeg var så skidebange for at fejle at jeg aldrig tillod mig selv at deltage i noget som helst hvor jeg kunne blive afsløret som en faker.

Og jeg har ikke kunnet se dette punkt i øjnene fordi jeg ikke ville indrømme overfor mig selv at jeg faktisk desperate begærede at være en del af verden, men som jeg ikke så mig selv værdig til fordi jeg definerede mig selv som en taber og på enden af hele dette mønster, er altså at jeg ikke værdiger mig selv.

Jeg har tænkt længe på hvorfor det er så svært for mig at ændre mit ydre image, når jeg nu forstår hvad der ligger til grund for hele dette system – at vi konkurrer med hinanden for at overleve igennem at placere os selv som vindere og tabere og det jeg kan se er at jeg stadig oplever, dømmer, accepterer og definere mig selv som en taber, som akavet og ude af stand til at kommunikere med andre mennesker, fordi det var sådan jeg oplevede mig selv som barn, og derigennem skubbede væk og adskilte mig selv fra – men jeg er faktisk blevet god til at kommunikere med andre mennesker og forstå hvordan jeg skal begå mig for at fungere effektivt – men indeni mig selv, eksisterer jeg stadig i dette mønster hvor jeg ser mig selv som en taber og i hemmelighed drømmer om at være ”en virkelig pige”. Det jeg ikke fattede var at den verden jeg desperat ønskede at være en del af, var ikke virkelig og i det at jeg overgav mig selv til den igennem det faktisk abdikerede og gav op på mig selv. Og dette er bunden af det mønster jeg ser i øjnene her.

Der hvor jeg er nu er jeg pissebange for ikke at blive accepteret i et job. Interessant nok er jeg helt sikker på at jeg kan klare selve jobbet, så det er omgangen med kolleger jeg er bekymret for. Det er overbevisningen om at jeg alrdrig vil blive ansat.

Jeg var faktisk ved at slutte denne her blog post da min partner kom gående ind. Jeg har fundet et job der kunne være superfedt og bad ham hjælpe mig skrive en ansøgning fordi mit Svenske endnu ikke er så godt. Han sagde at jeg kunne jo bare skrive et eller andet, da jeg alligevel ikke ville få jobbet. Det blev jeg skide ked af at høre – og dette var fem minutter efter at jeg havde skrevet den ovenstående blog post.  Så det er klart at dette er et mønster der stadig ”lever i bedste velgående” indeni og som mig. Jeg blev jo ked af det fordi jeg tror at han har ret. Rent realistisk set har han også ret, men jeg tog det personligt, fordi der var en lille del af mig der håbede på at han ikke har ret, fordi der er en del af mig der stadig drømmer om at bevise for mig selv at jeg er god nok – hvormed og hvori jeg ikke indser at idet har jeg allrede accepteret mig selv som ikke god nok og dette vil derfor være min holding når jeg søger et job, at jeg alligevel ikke får det fordi jeg ikke er god nok.

Jeg tilgiver mig selv for at have en følelse af og at opleve mig selv som ’beskidt’ og for at dømme mig selv som værende beskidt uden at stille spørgsmål til oprindelsen af denne følelse og selv-fordømmelse af mig selv som værende beskidt og at jeg dermed bare har acceperet den som ’naturlig’ og sand

Jeg tilgiver mig selv for at have tilladt og accepteret mig selv ikke at stille spørgsmål til denne oplevelse og selv-fordømmelse af mig selv som værende ’beskidt’ og at jeg dermed har tilladt og accepteret denne følelse og selv-fordømmelse at definre mig – og at definere mig selv ud fra den ubetinget uden nogensinde at have undersøgt hvad oprindelsen til følelsen er, hvordan jeg har skabt den.

(Fortsættelse følger)

Advertisements